Aarhus Universitets segl

Grøn bioraffinering kan være nøglen til landbrugets Green Deal

Omkring 150 forskere, politikere og stakeholdere var den 17. november samlet til et webinar, hvor forskere fra Danmark, Irland og Holland orienterede om grøn bioraffinerings perspektiver for det europæiske landbrug. Webinaret blev holdt i samarbejde med danske Europa-parlamentarikere, og repræsentanter fra Europa-Kommissionen.

Foto: Lars Kruuse AU Foto

Europa-Kommissionen har lanceret ”European Green Deal”, som skal gøre EU klimaneutral i 2050. For at dette mål kan opfyldes må en række sektorer - herunder landbruget - gentænkes. Dette er beskrevet i kommissionens ”Farm to Fork” strategi, hvor de vigtigste mål er at sikre mindst mulig klima- og miljøbelastning fra landbruget og samtidig støtte bæredygtig vækst og udvikling i landdistrikterne og i fødevareproduktionenherunder en ambitiøs forøgelse af det økologiske areal.

”Der er behov for nye, innovative løsninger, hvis visionerne i Green Deal skal indfries,” siger seniorforsker Uffe Jørgensen, som leder Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO). Og han peger på, at grøn bioraffinering, hvor man bl.a. lever højkvalitets protein ud fra græs, har potentiale til at blive et vigtigt element på vejen til et grønnere Europa.

Webinar om europæiske perspektiver

CBIO har derfor taget initiativ til et webinar om de europæiske perspektiver ved grøn bioraffinering. Webinarer blev holdt den 17. november og flere end 200 europæiske forskere, politikkere og stakeholders havde tilmeldt sig.

Værterne for webinaret var de danske Europa-parlamentarikere Asger Christensen og Pernille Weiss. Oprindeligt skulle arrangement have været holdt i Europa-Parlamentet i Bruxelles som en konference med tilhørende udstilling, men grundet COVID-19 blev arrangementet holdt online. 

Indledningsvist orienterede parlamentarikerne Pernille Weiss og Asger Christensen samt kabinetsmedlem for Landbrugskommissæren Jorge Pinto Antunes om den politiske ramme. EU står helt konkret overfor en modernisering af den fælles landbrugspolitik, og træder snart ind i en ny programperiode for EU’s forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe. Herudover er der også en ny europæisk klimalov vej. 

Netop på denne baggrund var det vigtig for forskerne at italesætte grøn bioraffinerings potentialer. De tre forskere var Uffe Jørgensen fra CBIO, James Gaffey fra det irske teknologiske institut Tralee og Johan Sanders fra Holland. Johan Sanders er emeritus fra Wageningen, hvor han har været professor og forskningschef. Han driver nu en rådgivnings- og entreprenørvirksomhed inden for bioraffinering af grøn biomasse. 

De tre forskere pegede samstemmende på, at forskningen viser, at dyrkningen af flerårige grønne biomasseafgrøder reducerer anvendelsen af pesticider, udvaskningen af kvælstof og bidrager til opbygning af kulstof i jorden. 

Alle tre forskere arbejder med bioraffineringsanlæg i en praktisk skala sammen med landmænd og foderfabrikanter, og resultaterne herfra viser også samstemmende, at planteprotein udvundet af grøn biomasse kan erstatte importeret soja og være med til at etablere lokale værdikæder og arbejdspladser omkring bioraffineringsanlæg i landdistrikterne.

Et led i Green Deal for Europa

Repræsentanter fra Kommissionens generaldirektorater for henholdsvis landbrug, klima og forskning deltog i webinaret og reflekterede på forskernes indlæg. 

Der var bred enighed om, at det er yderst imponerende, at man på mindre end ti år er gået fra laboratorie til det første kommercielle anlæg. Desuden blev der nikket anerkendende til, at hvis grøn bioraffinering skal lykkes som forretningsmodel, så skal landmændene have reelle incitamenter til at gå ind i denne forretningsmodel. 

En sådan motivation kan være et form for carbon crediting system, som man kender fra andre sektorer. Konkret vil Kommissionen lancere carbon farming initiativer under den nye Farm-to-Fork strategi med henblik på at forberede Kommissionens Circular Economy Action Plan, der fra 2023 vil indføre systemer på tværs af sektorer for ”carbon removal certification”. 

”Vi fik stor opbakning fra deltagerne på webinaret og det er mit indtryk, at de fik en masse godt med derfra. Det er særligt interessant, at Europa-Kommissionen netop nu er ved at udvikle et koncept omkring carbon crediting. Det er et yderst spændende projekt for os, da det kan være med til at udvikle bioraffinering baseret på græsmarker til en endnu bedre businesscase end det i forvejen var. Det er klart, at det er et arbejde, som er under udvikling, og der er en masse ukendte størrelser, men arbejdet er i gang, og det bliver meget spændende at følge og forhåbentlig også deltage i,” siger Uffe Jørgensen. 

Politiske vilje

Udover at være parlamentariker er Asger Christensen også landmand. Han tilkendegav at både han og Pernille Weis vil arbejde i Europa-Parlamentet med at skabe et grundlag for videreudvikling og implementering af grøn bioraffinering. Som landmand er det Asgers drøm at fodre sine dyr med europæisk produceret protein, levere ind på miljødagsordenen og skabe konkrete forretningsmuligheder i landdistrikterne. 

Niels Halberg, direktør for DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, var moderator på webinaret. Han var også meget tilfreds med webinaret og takkede både Kommissionen og de to parlamentarikerne for deres engagement: ”Grøn bioraffinering har et stort potentiale i den nødvendige udvikling af europæisk landbrug også i lyset af Farm to Fork strategien, og det er godt at se at der er politisk vilje at skabe de rette udviklingsbetingelser for nye disruptive teknologier.”

Flere webinarer på vej

Webinaret den 17. november var blot det første i en række af seminarer, som afholdes af CBIO henover vinteren og foråret. Det næste i rækken bliver afholdt den 3. december 2020. Ligesom seminaret den 17. november bliver de kommende seminarer også afholdt online, men deres fokus vil være mere teknisk. 

Seminaret den 3. december 2020 handler om teknologi til grøn bioraffinering. Det bliver på engelsk, og der er meget mere information at finde her.

Find en optagelse og præsentationer fra webinaret d. 17. november her.

Kontakt

Uffe Jørgensen, Leder af Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO)
uffe.jorgensen@agro.au.dk - Mobil: 21337831