Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fremtidens biobaserede produkter og bæredygtige alternativer

Landbruget i Europa er under pres for at imødekomme miljøkrav, opretholde en høj produktion og imødekomme krav om en bæredygtig fødevareforsyning. Brug af fossile brændstoffer og produkter, samt import af sojaprotein udgør alvorlige miljømæssige og klimatiske konsekvenser for sårbare områder i verden. På et seminar og udstilling d. 28. april i det Europæiske Parlament vil beslutningstagere, interessenter fra industri, forskning og civilsamfundet fra hele Europa mødes og diskutere nye innovative løsninger og muligheder for grøn bioraffinering i Europa.

02.03.2020 | Camilla Brodam

Foto: Anders Trærup

Seminaret tager udgangspunkt i ”A European Green Deal” og målet om et klimaneutralt kontinent i 2050. (Læs mere om A European Green Deal her). Formålet er at vise potentialet i nye lokale bioraffinaderier som bidrag til EU’s selvforsyning med planteprotein og nye biobaserede produkter, samtidig med at dette understøtter EU’s politik for miljø og klima.

”Vi har i flere år gennemført en intensiv indsats for at udvikle hele kæden for grøn bioraffinering fra optimal dyrkning i marken over ekstraktion i bioraffinaderiet til fodringsforsøg med forskellige husdyr. Det er foreløbigt en meget dansk satsning med mindre aktiviteter i Holland, Irland og Sverige. Vi har haft møder med repræsentanter for EU-kommissionen, som var meget interesserede, men for dem er tankegangen og de afledte effekter for klima, miljø og beskæftigelse i landdistrikterne helt nye. Derfor ønsker vi igennem det her arrangement at brede vores viden og koncept ud til en bredere kreds i EU. Teknologien er relevant for udnyttelse af flere forskellige typer af grøn biomasse, og den er i særdeleshed relevant for hele det nordvestlige Europa, hvor der er rigelig nedbør, og hvor græsset vokser en stor del af af året,” forklarer seniorforsker og centerleder for Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO) Uffe Jørgensen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. 

Kommercielle aktører kommer på banen

Brugen af ​​fossile brændstoffer og fossile produkter, udgør en alvorlig trussel mod klimaet. Ligeledes har den omfattende europæiske import af sojaprotein store miljømæssige og klimatiske konsekvenser for sårbare områder i verden. Der er derfor brug for innovative løsninger til en bæredygtig proteinforsyning.

Forskning i produktion af protein ekstraheret fra græs- og kløverafgrøder har vist et stort potentiale. Disse afgrøder har meget positive effekter på miljø og klima. Og de er samtidig meget produktive. Med yderligere forskning og innovation på området vil det være muligt for Europa at producere sit eget bæredygtige protein og også andre nye biobaserede produkter. Virksomheder, store som små, er også begyndt at vise interesse, og der er dukket flere nye innovative samarbejder op. Disse nye løsninger og samarbejder mellem offentlige institutioner og virksomheder er i overensstemmelse EU's proteinstrategi. Desuden vil de kunne bidrage med nyt indhold i EU's rammevilkår på landbrug, miljø og klima, herunder den fælles landbrugspolitik og Horizon Europe-programmet. 

”Det er meget interessant, at kommercielle aktører i Danmark ønsker at etablere bioraffinering af græs på nær-kommercielle vilkår. Desuden er der stor interesse for, om det i samarbejde med fødevareindustrien kan lade sig gøre at udnytte græs-, kløver- eller lucerneprotein direkte til human ernæring. Disse aktører deltager også i seminaret for at give en industriel vinkel på diskussionen,” fortæller Uffe Jørgensen.

Forskningen bag udviklingen af grøn bioraffinering fra græs og kløverafgrøder, biogas som brændstof og udvikling af grøn biomasse til fødevarer er nogle af de emner, der vil blive diskuteret på seminaret og vist på den sideløbende udstilling.

Fakta om seminaret og udstillingen

Tid og sted:

Tirsdag d. 28. april 2020

Kl. 17.00 – 20.00

Seminar: Det Europæiske Parlament, Bruxelles
Udstilling: Det Europæiske Parlament, Mezzanine above the Yehuhi Menuhin Space

Udstillingen er åben fra den 28. april til d. 30. april.

Tilmelding til seminar og/eller udstillingen foregår via mail til: lg@centraldenmark.eu

Læs mere og se programmet her.  

Arrangører:

Aarhus Universitet, Europa-Parlamentet, Renew Europe og EPP Group

Invitationer