Aarhus Universitets segl

Green-Eggs

Ved en tværfaglig tilgang vil Green-Eggs bidrage til løsninger, der øger ressourceeffektiviteten i økologisk ægproduktion ved at identificere strategier, der opfylder mål for høj dyrevelfærd samt for grøn og økonomisk bæredygtighed i produktionen. Overgangen til 100% økologisk fodring er en udfordring for økologisk fjerkræ, da vegetabilske proteinkilder med en optimal aminosyreprofil er få. Det antages, at en øget produktion af lokalt dyrkede, økologiske proteinkilder med en god aminosyreprofil (fx kløvergræs), vil der opnås en positiv indvirkning på miljøet, dels som følge af mindre N-overskud, dels fordi en reduktion i import af soja vil reducere transporten. Endvidere vil projektet bidrage til udvikling af integrerede plante- og fjerkræproduktionssystemer og studere, hvordan disse kan øge ressourceeffektiviteten i økologisk ægproduktion, når det kombineres med fodringsstrategier, der er baseret på brugen af bioraffinerede dansk dyrkede økologiske grønne afgrøder.

Det forventes, at både forbedret aminosyresammensætning af foderet og beplantning med pil på udendørs arealer er med til at reducere overskud og tab af næringsstoffer til miljøet, og at lavere kvælstofoverskud og kulstoflagring i jorden under pil vil bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser. Udvikling af nye fodringskoncepter til den økologiske fjerkræproduktion baseret på lokalt dyrket råmateriale vil være en fordel for de danske foderstofvirksomheder og bidrage til troværdigheden af den økologiske fjerkræ-sektor.