Aarhus Universitets segl

Sidste år vandt Danmark BISC-E’s europæiske finale, i år tog Belgien prisen

”Bidrag til samfundets bæredygtighed ved at designe et biobaseret produkt eller proces” sådan lød udfordringen i den europæiske konkurrence BISC-E. Konkurrencen som kun er for studerende havde deltagere fra fem europæiske lande, deriblandt var Niels Mark Jacobsen. Sammen med sin studiekollega Asbjørn Madsen kom han hele vejen til finalen, men måtte se sig slået på målstregen af holdet fra Belgien.

Foto: Ben Kennard

BISC-E står for ”Biobased Innovation Student Challenge Europe”. I konkurrencen, der i Danmark koordineres af Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO), konkurrerer studerende i at udvikle biobaserede idéer til en proces eller et produkt, som både er bæredygtig og økonomisk rentabel. Niels Mark Jacobsen og Asbjørn Madsen udviklede til konkurrencen et ikke-giftigt alternativ til ukrudtsbekæmpelse ved hjælp af biochar. Biochar er biologisk baseret kul, som f.eks. bliver brugt til jordforbedring.

”Ikke alene er biochar godt for jorden, man har også traditionelt set brugt det til at lave maling og vandfarve. Så vi tænkte, hvorfor ikke kombinere de to ting? Vi udviklede derfor en idé, hvor man kunne lave en form for maling til at male ukrudtsplanter sorte, mens de stadig er små. På den måde vil de ikke kunne optage sollys, og de vil forsvinde stille og roligt,” fortæller Niels Mark Jacobsen, der var ved at færdiggøre sit speciale i Agro-Environmental Management i foråret, da konkurrencen begyndte.

Geniale koncepter

Juryen var især imponeret over dette års idéer, fortæller Nelo Emerencia, formand for BIC-uddannelsesteamet og programmeringsdirektør ved Bio-based Industries Consortium (BIC).

”Disse geniale koncepter understreger vigtigheden i ​​at sørge for at den viden, der er i laboratorierne også kommer ud på markedet. BISC-E er endnu et eksempel på, hvordan tilpasning af uddannelsessystemer til industriens fremtidige behov er afgørende for udviklingen af ​​den biobaserede sektor i Europa,” forklarer han.

BIC var vært for den europæiske BISC-E-finale ved sin årlige kongres for førende biobaserede industrieksperter i Berlin, Tyskland, hvor vinderne fra de fem nationale konkurrencer mødtes. Deltagernes idéer blev først vurderet af en jury, der besluttede sig for, hvilke tre idéer, der skulle gå videre til en endelige finale. Jurymedlemmerne omfattede: Kees de Gooijer (TKI Agri & Food), Cody Mayoh (NovaUCD), George Sakellaris (BIOCON), Manfred Kircher (CLIB). Gerlinde van Vilsteren fra Wageningen Universitet er BISC-E-koordinator.

Efter en afstemning fra BICs branchemedlemmer i den afgørende finale var det Sauveur-teamet fra Belgien, der blev kåret som vindere med deres innovative løsning til at reducere madaffald. Biosilence-teamet fra Holland kom ind på en andenplads med deres biobaserede løsning til at reducere støjforurening. Bark Union fra Finland sluttede på en tredjeplads med deres projekt om innovativ brug af bark.

Selvom det ikke blev til en podieplads i år, synes Niels Mark Jacobsen, at det var spændende at være med. Han ved endnu ikke, om han vil arbejde videre med idéen med biochar som ukrudtsbekæmpelse.

”Jeg er færdig med mine studier, og har fået et job, som jeg gerne vil koncentrere mig om nu. Men hvem ved måske engang i fremtiden,” slutter han af.

Fakta om BISC-E konkurrencen

”The Bio-based Innovation Student Challenge Europe (BISC-E)” søger at fremme innovation i den biobaserede sektor med en årlig konkurrence blandt nogle af Europas mest lovende universitetsstuderende (BSc & MSc). Konkurrencen blev afholdt første gang i Holland i 2017 med det formål at bygge bro mellem studerende og biobaseret materiale fra TKI-BBE, der opbygger, vedligeholder og udfører den nationale forsknings- og innovationsdagsorden i Holland. På baggrund af succesen i 2017 afholdes konkurrencen nu på nationalt plan i fem europæiske lande (Belgien, Danmark, Finland, Holland og Portugal) og afsluttes ved en fælles europæisk finale, som dette år fandt sted i Berlin, Tyskland. I Danmark er CBIO (www.cbio.au.dk) koordinator for den nationale konkurrence, der løber af stablen næste gang i 2020.

For yderligere information

Seniorforsker Uffe Jørgensen, AU Center for Cirkulær Bioøkonomi, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. E-mail: uffe.jorgensen@agro.au.dk. Tlf. +45 2133 7831