Aarhus Universitets segl

Konference i Sakskøbing om udviklingstendenser i den danske bioøkonomi

Vær med når Dansk Bioøkonomi Konference sætter fokus på fremtidens bioøkonomiske forretningsmuligheder.

Halm rummer et stort uudnyttet potentiale som råstof. Hør mere om fremtidsperspektiverne for bæredygtig produktion af og med danske biologiske råvarer på Dansk Bioøkonomi Konference d. 25. september 2019. Foto: Lise Balsby - AU Kommunikation

Der er et stort erhvervsmæssigt potentiale ved en bedre udnyttelse af Danmarks bioøkonomiske råvarer, samt store gevinster for miljøet, klimaet og bæredygtigheden.

Hvordan kan man udnytte alle sidestrømme og restproduktioner af bioøkonomiske produkter? Kan man lave tøj af halm eller erstatte fossile råstoffer med bioøkonomiske? Hvordan kan nye produktionsformer gavne klima og bæredygtighed? Det er nogle af de store spørgsmål, der vil blive drøftet på Dansk Bioøkonomi Konference på Sakskøbing Sukkerfabrik d. 25. september 2019.  

Bag konferencen står blandt andre Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO), INBIOM Innovationsnetværket for Bioressourcer, Vækstcenter Guldborgsund, Agrovi, Dansk Landbrug Sydhavsøerne, Business Lolland-Falster og Guldborgsund Kommune.

Konferencen vil samle de vigtigste aktører til et dagsprogram fyldt med spændende debat om dansk bioøkonomi og mulighederne for at udvikle fremtidens bæredygtige bioøkonomiske forretninger. Og du er inviteret med! 

Bioøkonomi på Sakskøbing Sukkerfabrik
Som deltager får du ikke alene ny viden og bliver præsenteret for nye eksempler på, hvordan man kan producere bæredygtigt ud fra bioøkonomiske råstoffer. Du får også muligheden for at snakke med virksomheder, der har skabt ny forretning med bioøkonomi, og din viden om bæredygtig udvikling vil blive boostet.

Kom med og hør anbefalinger fra det Nationale Bioøkonomipanel omkring bioplast og biotekstiler. Hør om grøn ammoniak til planter og transport, fisk på stald og mange andre spændende aktiviteter fra bioøkonomiens vækstlag.   

Du kan også smage, se og føle på proteinkoncentrater, lækre melorme, biotekstiler og andre slags biomateriale.

”Det er vigtigt, at så mange virksomheder som muligt tager de nye produktionsmuligheder til sig, fordi vi på alle områder skal handle smartere, end vi har gjort hidtil. Vi skal blive mere effektive til at udnytte sidestrømme og restprodukter i vores råvareproduktion. Hvis vi tager halm som eksempel, så brænder vi i dag halm af til en ret lav pris, men vi kunne måske udnytte halm som råstof til noget bedre.  Vi er allerede ret gode i Danmark til at udnytte vores biologiske råvarer, men vi skal blive endnu bedre, så vi kan erstatte flere af de fossile råstoffer,” fortæller Uffe Jørgensen, som er centerleder for Center for Cirkulær Bioøkonomi på Aarhus Universitet og medvært på konferencen. 

Arrangementet lægger ud med spændende oplæg om f.eks. nye produktionsformer, der kan gavne klima og bæredygtighed samt det Nationale Bioøkonomipanels anbefalinger, hvorefter deltagerne kan vælge et ud af i alt fire 4 spor:

  1. Biomaterialer
  2. Innovative produkter og koncepter
  3. Blå bioøkonomi
  4. Fra idé til hyldemeter – bæredygtige fødevarer

Læs det detaljerede program og tilmeld dig her