Aarhus University Seal

Debat på Folkemødet: Kan cirkulær bioøkonomi give os guld og grønne skove?

Fredag 16. juni mødes eksperter og politikere på AU's forskningsskib AURORA, der lægger til kaj i Allinge Havn i forbindelse med Folkemødet 2017. Her vil de debattere udfordringer og muligheder ved genbrug af ressourcer.

Der er store muligheder i at gå fra en lineær til en cirkulær bioøkonomi, hvor fossile råstoffer (eks. olie og gas) erstattes med fornybare biomasser (eks. græs og alger), og hvor næringsstofferne i biomassen recirkuleres bedre. Potentialet ligger også i at omdanne affald, spildevand og andre restprodukter indenfor landbrug og fødevareproduktionen til værdifulde produkter.

Men hvad skal der egentlig til på nationalt plan for at sætte skub i udviklingen? Er der muligheder for erhvervslivet? Og hvordan kan kommuner og regioner skabe lokale rammer for udviklingen? Det er emnerne, når forskere fra bl.a. Aarhus Universitets nyetablerede Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO) mødes med politikere og repræsentanter for erhvervet ved et debatmøde på Folkemødet 2017 fredag 16. juni. Debatten finder sted på AU's forskningsskib AURORA, der vil lægge til kaj i Allinge Havn på kajplads H7.

Blandt deltagerne i debatten er:

  • centerleder af CBIO ved Aarhus Universitet, Uffe Jørgensen
  • professor i miljøvidenskab ved Aarhus Universitet, Marianne Thomsen
  • formand for regeringens advisory board for cirkulær økonomi, Flemming Besenbacher
  • områdedirektør for erhvervspolitik ved Landbrug og Fødevarer, Anders M. Klöcker
  • borgmester i Skive Kommune og landmand, Peder Chr. Kirkegaard (V) 
  • næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kuhnau (S)

Journalist Kim Fogh er ordstyrer. Kig forbi og hør mere om de udfordringer og muligheder, den cirkulære bioøkonomi åbner for.

Debatmøde: Kan cirkulær bioøkonomi give os guld og grønne skove?

Fredag den 16. juni kl. 15-16

Forskningsskibet AURORA, Allinge Havn, Kajplads H7